Tøsedrenge!

Mange ting var ikke, som de plejede, lørdag aften i Parken. Og mange ting var ikke som de plejede dagen efter på den ellers udtørrede nyhedsbrønd, Tv2-News. Havde det været en ønskebrønd, kunne man måske have tænkt den evigt forsmåede BT-redaktør, Brüchmann, ad Blekinge til. For hvor blev proportionerne i hele balladen af? Er det rimeligt at dele kagen sådan 50/50, fuld stodder mod rosset? Fra min sofa at se, var guttens eneste virkeligt anseelige udåd at frarøve fokus fra alle de andre klaphatte, der ellers befandt sig i parken denne aften. Og så selvfølgeligt at servere en direktør på et sølvfad for fiskepapiret i Pilestræde. Og nærværende avis for den sags skyld.

For det første er der kun et væsentligt punkt på jobskrivelsen, når man tager hyre som udsmider i Parken, og her frafalder retten til at se, hvad der foregår inde på banen. Det er ikke så svært, elementært ligefrem, når det hele koger om ørerne (ikke mellem, formodes) på én. Dørmand Gravgaard, der i øvrigt glemmes for en tvivlsom kamp, havde rigeligt at tage sig til i forvejen.

For det andet slap den fesne Christian Poulsen alt for billigt. Slå dog til, hvis du absolut skal blive korporlig og frarøve os sejren. Og så kaldte han det en mavepuster. Det var da vist sådan nogle de store drenge i skolegården delte ud på Lille Pers tid. Tøsedreng.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, så er det heller ikke vigtigere. Han ramte jo ikke engang, fulderikken. Han var jo dinglestiv. Formodentligt kan tyske Fangel ikke klandres for at smække et 240” skilt med påskriften ”Taberdømt” op foran 40000 frustrerede tilskuere – en særlig gestus af DBU til drengene fra Københavns politi? – men det var hans ansvar at tillægge en grim parentes overdramatiske dimensioner ved at afblæse en ellers forrygende fodboldkamp. Tøsedommer.

Humlen af rumlen: BT er og bliver en skod-avis, Christian Poulsen er en tøsedreng, 15-20 fadøl er lige i overkanten for nogle. Men hey, jeg giver sgu den næste. Også til dig, Poulsen.

Flaming Lips på Rosseren!

Hufuckingraaaaaa! I dag oprandt dagen, der slog hovedet på sømmet. The Flaming Lips er tilføjet årets Roskilde-program. Bravo, lortearrangører, nu yndlingsarrangører. Skaf mig Bowie også, og jeg står på hovedet i nærmeste septietank hver morgen hele ugen igennem. Har iøvrigt været ude at anskaffe mig plader med Killers og Brian Jonestown Massacre i dag. De lyder lovende. Glæder mig som en spæd efter patter nu.

Word, Gunvald!

Sensommeren 2007 bliver tidspunktet, hvor Gunvald påbegynder dén løbebane, der har knækket store mænd som Hemingway, Jastrau og Thyboe. Den danske højskole for journalistik vil være arnestedet. Lykke til, Gunvald L.

Læderhuden

Kurt Thyboe. Han har ulmet i min underbevisthed i et halvt døgn nu. En overset mand, der konsekvent opererer i en hårdfin balancegang mellem genialitet og lavkultur. I går aftes sagde han godnat til mig og seerne af den 11. time efter 25 minutters dæmonuddrivelse i selskab med Mikael Bertelsen, eller Mikey, som Thyboe kalder ham.
Det er sært med Kurt Thyboe, som om tiden har stået stille omkring ham siden Hemmingway kom til Kurts by, Barcelona, i sin færd mod Iruna, Pablo Romero og de store corridads. Som Ernest lever også Kurt i et parallelunivers mellem fiktion og virkelighed, bare på sådan en platdansk, lummer facon.
Fascinerende og frastødende på samme gang men hele tiden dybt interessant. For med Danmarks ubetinget største Tv-talent, Mikael Bertelsen, i rollen som tjener Boldt, bliver selv Kurt Thyboe vedkommende. Det er pragtfuld elitært, og jeg elsker det!

Winnie Cooper!

Nogle gange slår tilfældet én som ved et hjerteanfald. I dag havde jeg sådan en oplevelse.

Ikke sjældent sker det, at jeg går og funderer over, hvad jeg er kommet af, og om jeg måske skal herfra en dag. Jeg søger forklaringer på, hvorfor jeg irriteres over mennesker, der vil planlægge for meget, hvorfor jeg bedst kan lide mørk chokolade, og hvorfor jeg tusind gange har lovet mig selv, at så fuld vil jeg aldrig drikke mig igen...
Og nogle gange går mine tanker på, hvor min forkærlighed for mørkhårede piger, gerne med brune øjne, mon kommer fra?
Winnie Cooper! Åndeløs var min umiddelbare fysiske reaktion, og en indre fornemmelse, som når den perfekte brik dumper ned i tetris, overmandede mig, da jeg så dette billede. Winnie Cooper, Kevin Arnolds husveninde i Mine glade tressere fra Zig Zag er årsagen til min last. Jeg er ganske enkelt tidligt skadet. Og puha, hun gør stadig noget ved mig.

Knæk og bræk, Gunvald...

Så er det i morgen - om præcis ni og en halv time - at Gunvald sætter sig foran sin medbragte komputer til optagelsesprøven hos den danske højskole for journalistik. Naboerne holder fest, men en godnat-øl skulle gøre tricket, så natten kommes vel i hu. Lykke til, Gunvald!

Roskilde 07´

I en lille uges tid har det endelige program til årets Roskilde Festival været offentliggjort, og i en lille uges tid har jeg været inde og ude af festivalens hjemmeside i en langsommelig tilvændingsproces. Der er ingen David Bowie eller Flaming Lips i år, intet festfyrværkeri med Morrisey, Strokes, Raconteurs, Roger W. eller Bob D. som sidste år. Årets hovednavne er på det jævne til det kedelige, og i det brede midterfelt skal der mere end almindelig grundig research til før mit musikalske hjerte banker i utakt.

Blandt de tænkte hovedattraktioner må i år regnes Beastie Boys, Björk, Killers, Muse, Queens of the Stone Age, Red Hot Chili Peppers og The Who. Queens of the Stone Age og The Who har jeg ikke noget forhold til, og resten glimrer vel - Björk dog undtaget - med deres plademæssige uaktualitet. Det skal dog ikke forhindre mig i at forvente en fin lørdag aften i selskab med The Killers og tyve leisnere inden for vesten. Lidt ligesom søndag med Franz F. sidste år. Björk kunne jeg egentligt godt tænke mig at høre, men ligesom med Red Hot Chili Peppers ville jeg ønske, man kunne dreje tiden ti år tilbage.
The Killers

I mellemgruppen findes bands som hippe Arcade Fire, hypede Klaxons, Basement Jaxx, trælse Mika, My Chemical Romance og vel også Artic Monkeys, selvom læren fra sidste år må være at smide dem på Orange Scene, som de så alligevel er for små til. Jeg falder her med min dybere musikalske uvidenhed fuldstændigt igennem men springer nok med på Arcade Fire og Aberne. Og måske kunne man få noget sjovt ud af en eye-liner og en efterskolelejr til Klaxons og My Chemical Romance. Men jeg er dog langt fra overbevist, endsige forelsket.
Arkadekrigerne

Så i år må jeg (igen) ty til de mindre, men dog veletablerede, navne af mere eller mindre lokal herkomst. Og jeg glæder mig da også til Moi Caprice, Peter, Björn og John, Rhonda Harris, Suspekt, Timbuktu, og Sort stue med piratkor (alene pga. navnet) på campinsscenen.

Herudover har jeg besluttet mig for at årets nye nærstudie og bekendtskab bliver The Brian Jonestown Massacre, som jeg har hørt og læst så meget godt om. At jeg så garanteret misser dem, til fordel for en solid teltbrandert, er en helt anden sag.

Brian Jonestown Massacre

For nok handler Roskilde også om musik, men når de indre dæmoner forhandler ud på eftermiddagen, bliver musikken ofte taberen. Og så er det heldigt, at årets festivalprogram ingen vil efterlade tilbage med den store, dårlige samvittighed.